Vi startede ferien d. 22. december på bedste manér med champagne i hot tub'en. Vi havde fået besøg fra DK af Simon (billedet) og Michael (fotografen) og fra Hawaii af Sanne (den lyshårede pige). Der var lagt i kakkelovnen til nogle super dage!
Den 23. december kørte vi til bøllebyen Oakland (som i øvrigt er den by i USA, hvor der sker flest drab om året), hvor vi tankede op med danske julevarer i en lille butik ved navn Nordic House. Alle varer var importerede fra Skandinavien, hvilket afspejledes i prisen; 75 kr. for et lille glas karrysild! Derefter kørte vi over Bay Bridge til Oaklands diamentrale modsætning, SF (på billedet), og spiste fem retters menu på toppen af byens højeste bygning.
Efter successen med Thanksgiving-kalkunen havde jeg selvtillid nok til at give mig i lag med tre ænder til otte mand juleaften. Endnu en optur! (klap klap = lyden af min hånd på min egen skulder:))
Udover at have lejligheden fuld af gæster og tilhørende bagage, havde vi også en af vores kollegers to dejlige labradorer boende i ti dage. Her er det Freja, der er med til fest juleaften, mens brormand Thor hænger ud inde i en af sengene. Til de bekymrede kan jeg oplyse, at vi hverken klippede dem skaldede, drak dem fulde eller farvede deres pels... :)
Vanen utro slingrede vi i seng en juleaften, hvilket resulterede i en lidt anderledes første juledag. Efter vi alle var kommet nogenlunde på benene, tog vi en hyggelig dag med kaffe og udsigt over San Francisco. Her er det Golden Gate, der bliver krydset.
Så blev det d. 26. december - dag 1 på road trip'et. Efter at Thor og Freja var blevet afleveret, pakkede vi Mazdaen og drog afsted på vores 3200 km lange tur. Vi sad tæt, og Mazdaen lå ikke ligefrem forrest på motorvejen, men det var rigtig hyggeligt:)
Første stop på ruten var det mondæne Carmel-By-The-Sea, som er en rimelig pebret lille by med en fantastisk flot strand. Clint Eastwood har i øvrigt været borgmester der.
Sammen med Route 66 er Highway 1 (kystvejen mellem San Francisco og Los Angeles) en af de mest kendte strækninger i USA. Highway 1's berettigelse forstår man godt...
På Highway 1 kommer man forbi Big Sur, som er et af de områder, der er på listen over de 100 ting, man skal se, inden de forsvinder som følge af klimaforandringerne. Det forudsiges, at de californiske skovbrænde vil tage til og derved brænde al vegetationen væk. Når det sker, er der ingen rødder til "at holde på formerne", hvorfor hele Big Sur vil skride ned i havet.
Vi napper lige et billede mere. Faktisk så vi en del af den øde strækning to gange, fordi bilen begyndte at blinke efter benzin. GPS'en sagde, at vi var nødt til at vende om for at komme til den nærmeste benzinstation - så det gjorde vi. Halvanden time senere - da vi nåede til der, hvor vi havde vendt tidligere - kørte vi under en kilometer længere og fandt tre tankstationer på stribe...
Vi tager lige et mere...
Vi fortsatte køreturen hele vejen ned til Santa Barbara, Californiens riviera, hvor vi tjekkede ind på et motel. De krævede, at vi skulle betale for et helt nyt værelse for at få plads til den femte mand, hvilket vi ikke var indstillede på. Derfor tjekkede vi fire mand ind og smuglede den sidste ind på værelset. Her var der ikke megen plads, så Simon endte med at sove i badekarret... Man er jo stadig studerende:)
Nææh, en pelikan!
Efter Santa Barbara kørte vi ind i landet til Solvang. På vej kom vi forbi flere smukke områder, herunder dette (umuligt at fotografere!)
Solvang er en lille by, der hylder/overdriver/vanærer dansk kultur.
Man kan få æbleskiver, frikadeller, rødkål og øl i lange baner, og det vrimler med turister. Som dansker kryber man mest bare tæer og undrer sig over, hvem der har bildt amerikanerne ind, at det er sådan Danmark (stadig) er.
Ingen af os var kommet til det sydlige Californien for at spise dansk mad, så vi smed et tæppe på jorden og spiste en god hjemmekøbt frokost. Væggene var i øvrigt ikke rigtig bindingsværk, men blot betonvægge med et eller andet mærkeligt materiale klistret på.
Væk fra det falske og videre til det ægte; en super smuk solnedgang over Malibu Beach. Prikken over i'et var et par delfiner, der svømmede rundt i vandkanten.
Om aftenen spiste vi middag på Beverly Drive, Downtown Beverly Hills - uden Brandon, Kelly, Donna og alle de andre...
Vi overnattede på et massemorder-motel lige midt på Hollywood Boulevard, som bestemt ikke var lige så fabulous som området, det lå i.
Faktisk er downtown Hollywood ikke et særligt rigt område. Se blot dette billede af Hollywood Boulevards "Walk of Fame" (stjernene kan anes på fortovet til venstre i billedet).
Trods massermorder-motel og hjemløse var der dømt celeb-liv, når vi stod op morgenen og slendrede ned blandt stjernerne med en Starbucks i hånden.
Vi var lidt nogle starfuckers, så vi brugte nogle timer på at trille rundt i Mazdaratien i Hollywood Hills og se på kæmpe huse og lede efter kendisser. Her har vi mistet modet og indset, at der ikke kommer nogen om hjørnet og tilbyder nogen af os en filmkontrakt. Hvad fanden!!
Om eftermiddagen tog vi Universal Studios, hvilket imod al forventning faktisk var ganske ok. Bl.a. så vi en 4D-film med Shrek, hvor der bl.a. blev strintet vand i hovedet på én hver gang, Æsel nøs, og hvor der blev blæst luft op ad ens ben, når der der kravlede edderkopper rundt på gulvet. Vi prøvede også en rutschebane-simulator, der manipulerer hjernen til at tro, at man rent faktisk flyver rundt.
Sidste dag i L.A., den 29. december, startede vi med at køre gennem L.A. fra Hollywood til Venice Beach. Her er det Sunset Boulevard.
Jahuu! Sol, strand, sand og vand var lige, hvad vi trængte til :)
Jahuu!
Frokost på stranden. Ikke noget, man kan i Nordcalifornien på denne tid af året.
Venice er generelt et meget trendy område, med en afslappet og cool atmosfære. Her et af områdets vartegn; palmerne og de graffitimalede vægge.
Er det den rigtige Mitch Buchannon? Bilen, tårnet, flaget og bøjen er ihvertfald rigtig!
Sej med de seje. Solbrillerne blev luftet godt i Venice:)
Sidst på eftermiddagen forlod vi Venice og drog mod Vegas.
Efter tre timers kørsel gjorde vi holdt i midten af ingenting for at spise aftensmad. Da vi kom ud på parkeringspladsen igen, var der en mærkelig stor plet ved siden af bilen, som ingen af os kunne huske, vi havde set, da vi stillede bilen. Da pletten oven i købet lugtede lidt olieagtigt, turde vi ikke andet end trille over på en tankstation og tjekke olien. Den stod meget lavt, så Michael sprang til og fik fyldt noget nyt på - med min assistance naturligvis:)
Vi ankom til Vegas sidst på aftenen d. 29., hvor Pernille (Luls veninde og tidligere praktikant på innovationscentret) og hendes mand, Martin, ventede os. Her skulle vi tilbringe de følgende tre dage.
Den 30. december kørte vi ud at se en kæmpemæssig dæmning, Hoover Dam, der var så stor, at det ikke var til at fotografere den. Vi var også nede at se turbinerne, hvilket egentlig var rimelig kedeligt. Da vi endelig slap ud igen, var tiden løbet så meget fra os, at vi ikke kunne nå ud til Grand Canyon, så vi måtte skuffede køre tilbage til Vegas. Heldigvis så vi en masse af Nevadas flotte ørken.
Nytårsaftensdagsmorgen stod Sanne, Michael og jeg op kl. 5 og ræsede til Gran Canyon, som ligger ca. fire timers kørsel fra Vegas. Da solen var stået op, begyndte den iskolde ørkentåge at lette, hvilket gav os ovenstående syn.
En lille leg: Find på din egen kommentar til billedet.
Mange af klipperne ved Grand Canyon lignede kæmpe røde pandekager.
Og så det vi kom for; Grand Canyon. Colorado River i bunden af kløften er skyld i hele områdets udseende, hvilket faktisk virkelig nærmest urealistisk i forhold til, hvordan floder ser ud i dag.
Ved et af udkigspunkterne kunne man træde ud på en klippe, der havde løsrevet sig lidt. Det havde skabt en 1,5 kilometer dyb kløft, som man skulle træde over. Det var ret skræmmende, da en menneskekrop lige præcis kunne passe ned i dybet.
Held i uheld: Dagen før (hvor vi oprindeligt havde planlagt at besøge GC) havde området været ramt en meget kraftig snestorm med en sigtbarhed på et par meter, hvorfor turister var blevet forment adgang. Vi havde heldigvis lunt vejr og høj sol.
Selvom vi befandt os i bjergene midt i en ørken levede der stadig træer og masser af dyr.
Om aftenen var det nytåraften, og der lagt op til fest og ballade i en af de mest sindssyge byer, jeg har besøgt.
Den vilde stemning i byen smittede vist af på os. Her er vi på vej i taxaen ind på the Strip (hovedgaden i Las Vegas).
Kapow!! Så blev kl. tolv og de titusindvis af opmødte gik amok.
Hele holdet samlet foran kameraet (pånær Martin, som lå og sov).
Bordelmutter, Bitten Laila, havde også fundet vej til Vegas. I godt humør var hun!
Fra Bording-egnen ankom Fiat-forhandler Henning Larsen aka Auto-Larsen. Flinker, flinker fyr, igå!
Den 1. januar nød vi Las Vegas downtown.
Las Vegas.
Mere Vegas.
Vi var også til indvejning hos UFC. Martin, Pernilles mand (på billedet), skulle kæmpe d. 2., og han vandt heldigvis. Det gjorde han i første runde med en såkaldt "guillotine submission", hvilket kort fortalt betyder, at han kvalte sin modstander.
Vi forlod Vegas d. 1. januar kl 23 og ankom til Californien kl 9 om morgenen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar