Januar er højsøson for gråhvaler i Californien, så vi drog på en tre timers tur ud på Monterey Bay, hvor vi så omkring ti styk af de kæmpe dyr. Bugten kan desuden også prale af delfiner, spækhuggere, pukkelhvaler og blåhvaler.
På billedet ses en af gråhvalerne dykke ned i dybet. I modsætning til alle andre bardehvaler (altså dem har lange tråde som tænder) "jager" gråhvalerne ikke i overfladen. De svømmer helt ned til bunden, hvor de på bedste gravko-vis svømmer langs bunden, mens de skraber bundmateriale ind i deres åbne gab. Her sørger barderne for at si al skidt fra og holde fast i orme og diverse småkravl, som ryger videre ned i maven. En gråhval kan blive 16 meter lang og veje op til 36 tons, så der skal en del orm til om dagen for at holde maskineriet kørende.
Fredag d. 22. var det blevet tid til "sommerferie" i Florida.
Vi startede ud i Miami, hvor vi – ligesom alle andre turister – boede på South Beach. Det var et fedt sted på den måde, at der var masser af gang i den, og at stranden lå lige ovre på den anden side af vejen. Dog fik man nok af den dunkende musik og de mange gadesælgere, der ville give 20% rabat på deres seafood frokosttallerken, hvis vi købte tre Mojitos til morgenmaden.
South Beach vrimler med smukke, rige succeshistorier, der er ude at lufte deres kroppe og dyre biler, men ligesom resten af USA, har Miami også sin andel af fattige og hjemløse. Her er det en hjemløs, der overvåges af opportunistiske måger, mens han ser efter madrester i en skraldespand på South Beach.
Og så lige et fashion heads up til alle halstørklæde-brugere: 2010 er året, hvor pytonslangen gør sit re-entry på alverdens modemesser.
Efter et par dage i Miami lejede vi en lille dyt og blev automatisk opdateret til en to tons tung Dodge, som slet ikke kørte lige så sejt, som den så ud til. Faktisk var det meningen, at vi skulle have haft en Ford Mustang Convertible, men det gik i vasken takket være en meget uprofessionel biludlejer.
Da jeg ankom til Miami lufthavn fredag aften, ringede jeg til biludlejningen for at høre, hvor de holdt til. Manden, der besvarede mit opkald, talte så ringe engelsk, at jeg ikke rigtig forstod noget af det, udover at han ville have mig til at tage en limosine, som holdt og ventede udenfor. Med røde ører maste jeg mig forbi andre ventende gæster, som forsøgte at stuve sig sammen i små Shuttle-busser og satte mig ind i en hvid, champagnebugnende strech, mens en chauffør i hvide handsker klarede min bagage. Det hele virkede meget mærkeligt, og jeg må indrømme, at jeg følte mig rimelig nem og naiv, da limoen kørte en helt anden vej end alle andre biler. Min paranoia tog til, da vi kørte ind i et mørkt industrykvarter, hvor der ikke var andre end mig og chaufføren. Det hjalp heller ikke på det, at chaufføren usikkert sagde ”only two more minutes, sir”, når jeg spurgte ham, om vi ikke snart var fremme.
Det gik dog ikke værre, end at jeg blev sat af på en stor parkeringsplads fyldt med biler. Her var der et lille skur på midten (som ham den tykke skurk i Olsen-banden altid bor i ude på en øde betonfabrik), hvori der sad i mafiose-type. Han havde desværre ikke nogen Ford Mustang til mig, men i stedet en Nissan – og til den helt samme pris! Det var næsten så godt, at jeg slog til med det samme…
Fem minutter senere blev jeg kørt tilbage til lufthavnen.
Vi kørte ned til Key West, hvor vi havde tre dage til at se os om. I modsætning til det meget glasagtige Miami, så er Key West en lidt blandet landhandel af små bygninger.
Lidt mere Key West.
Key West er den sydligste af en række af øer, som strækker sig ned i den Mexikanske Golf syd for fastlandet af Florida. Disse er forbundet af en broer og dæmninger, hvoraf nogle ikke længere bliver brugt. Her er det en gammel jernbane.
Næh, en pelikan!
Solnedgangen over Key West var rigtig flot. Eneste kiksede element var de ukritiske turister, der enten betalte $50 for at ligge ud på vandet på et såkaldt ”sun set cruise”, eller stod og klappede, da solen forsvandt bag horisonten. Gør de også det derhjemme, eller?
Vi var meget ved stranden, da the Keys ikke rigtig byder på så meget andet.
På vej hjem fra Key West slog vi et smut forbi Everglades National Park. Stik mod al forventning kom vi ikke ud at sejle med en air boat, da de faktisk er forbudte inde i selve parken. I stedet kørte vi rundt og gik små ture i parken. Her er det en aligator, der tilsyneladende drømmer noget godt.
Everglades var ikke lige så vildt og eksotisk, som vi havde forventet, men der alligevel stor afveksling i vegetationen. Her er det en fyrreskov.
Og et udtørret moseområde.
Og en knap så udtørret mose. Alle vegne lever der aligatorer og slanger.
Hvis man skulle pege på et mega sejt dyr, ville man nok oftest vælge en panter, en ørn eller en stor haj – ikke en fiskehejre! Men den fordom er hermed manet til jorden; et styks hejre med is i maven viser en gator, at den sgu ikke gider skride bare fordi den har taget en skide øgles plads. You go, girl!!
Nogle steder er parken plaget af gribbe, som har en tendens til at ødelægger folks biler.
Den efterfølgende lørdag fløj jeg tilbage til San Fran, hvor vi tog en sidste bytur i denne herlige metropol. Sidstedagen i USA blev indledt med sushi og colaer i bjergene ved Golden Gate. Vi hyggede godt, men det var trist, at det var sidste gang – i denne omgang☺
Lige nu sidder jeg i Heathrow og venter på at komme ombord på flyet til København. Vi ses meget, meget snart - kan næsten ikke vente!! ;)
