mandag den 26. oktober 2009

Otte bogstaver i en magisk kombination: Y-O-S-E-M-I-T-E

Trods et travlt program fik Louise og jeg klemt en tur til Yosemite National Park i Sierra Nevada ind i kalenderen i den forgangne weekend. Efter en lang dag på kontoret inkl. to virksomhedsbesøg og en efterfølgende tur ud at handle var vi kl. 20.30 klar til at forlade Palo Alto og begive os afsted mod Yosemite. Det var en køretur på fireogenhalv timer, så vi ankom kl. 1 om natten i bælgragende mørke. Her skyndte vi os at tømme bilen og lægge os til at sove i vores lejede telt. Temperaturen var omkring fem grader.


Efterårets højdepunkt ligger i sidste halvdel af oktober, hvor alle træerne skifter farve. Vi var heldige med høj sol og over 25 grader i dagtimerne.


Vi var lidt trætte, da vi stod op næste morgen, men den fantastiske natur gjorde os hurtigt friske og klar på en længere vandretur.


Vi boede her i Yosemeti Valley. Lige midt i billedet anes en lille top, der står lidt alene: Den hedder Half Dome og har grundet sin form lagt "krop" til designet af tøjmærket Northface's logo.


Dette var udsigten fra vores campingplads.


Et kort stykke fra campingpladsen løb en større flod. Herfra så det således ud; efteråret når det er bedst!



Målet med vores trek var at se nogle af de mange højtliggende vandfald. Her anes et igennem skoven.


Vernal Fall bruser ud over en stejl - og for Yosemite meget karakteristisk - glat flade. Af den grund var der opstillet skilte, hvorpå der stod, at det altså var forbudt at glide ned med vandet. En lille reminder om, at man stadig befandt sig i Guds eget land... :)



Efter at have udsigten og solen ved Vernal Fall begav vi os videre op i bjergene. Udsigten var fænomenal! Bemærk desuden striben af de gule løvtræer i midten af billedet; det er helt tydeligt, at der her løber en flod.


Terrænet og varmen gjorde trekket udfordrende. Her er Louise på vej opad i vanlig god stil.



Vores mål var ved at være nået; Nevada Fall. Vi kunne hele tiden følge det dramatiske vandfald, mens vi kæmpede os videre op i bjergene.


Og endelig var det vores tur til at kigge ned på vandfaldet:)


Ikke overraskende var udsigten fra toppen af Nevada Fall ubeskrivelig.


Men vi var ikke nået helt til tops. Faktisk var det vores oprindelige plan, at vi ville hele vejen op på Half Dome (det er ikke den Half Dome i baggrunden), men vi måtte besinde os, da vi hørte tidsplanen. For at nå det på en dag, skulle vi stå op kl. fire om natten og begive os afsted i mørket med lommelygter og vende tilbage om aftenen, hvor det igen var blevet mørkt. Yosemite er "berømt" for sine mange bjørne, som de fleste gæster møder på deres vej rundt i skoven, men sådan én havde vi ikke lyst til at møde kl fire om natten. Bjørnene er som udgangspunkt bange for mennesker, men hvis de kan lugte mad, bliver de tiltrukket. Dyrene er så stærke, at de kan brække dørene af biler og hive forsæderne ud (det så vi selv i en advarselsfilm i receptionsbygningen), så de er berettiget en vis respekt:)


Nevada Fall set på afstand. Jeg håber, at de ovenstående billeder har givet et godt nok indtryk af, hvorfor Yosemite er på Unesco's Verdensarvsliste:)

tirsdag den 20. oktober 2009

Efterårsferie i Californien

Halvandet døgn efter, jeg var tilbage fra New York fik jeg et dejligt besøg af Mette og Kristian, som var kommet til Californien for at holde efterårsferie sammen med mig. Vejret var desværre lidt ustabilt, men vi fik nu en super uge alligvel. Nedenfor kan I se lidt billeder fra vores ture rundt i lokalområdet.



Lad os starte med at se girafferne: Kristian og Mette:)


På førstedagen gik vi rundt i San Francisco og nød atmosfæren. Her er det China Town.


San Francisco huser USAs ældste China Town, der stammer tilbage fra 1849, hvor kineserne kom til landet for at tage del i guldjagten. Området er det tættest befolkede i USA næstefter Manhattan, og mange af indbyggerne har en årlig indkomst på under 60.000 DKK.


San Francisco er ellers generelt en meget velhavende by. Her en tilfældig gade i Pacific Heights.


Vi slog også et smut forbi Alcatraz, som er spansk og betyder pelikan. Øen blev bebygget for ca. 150 år siden, hvor den spillede en vigtig militærstrategisk rolle i forsvaret af hele San Francisco Bay Area. Siden hen blev øen USAs første militærfængsel (datidens Guantanamo), og i 1934 oprettedes det, den nok er mest kendt for; fængselsøen Alcatraz. Frem til 1963 husede den nogle af USAs slemmeste skurke.


Der boede faktisk mange civile på øen. Her er den gamle fængselsdirektørbolig.


En lagerbygning med en rimelig god udsigt.


En gang i det gamle fort.


Der var en lidt uhyggelig stemning i de lange gange med celler på begge sider. Tror, det er lidt skræmmende at tilbringe en nat der alene:)


Et smukt fyrtårn sikrer, at trafikken på bugten ikke ramler ind i Alcatraz. Havde det været klart vejr, havde man kunne se Oaklands skyline på den anden side.


Mod vest kunne San Francisco anes. Den tykke tåge bidrog til, at Alcatraz føltes som et meget koldt sted.


Senere samme dag kørte vi op på toppen af San Francisco, Twin Peaks, som de gamle lokale indianere kaldte "the Breasts of the Indian Girl". Skal man fortsætte i samme jargon, så er dette billede vel taget fra den ene pat... :)


Herfra kunne vi overvære, hvordan den dynetunge tåge trak sig tilbage ud på havet.


Det gav os et flot udsyn til Golden Gate Bridge.


Så den får I lige et par billeder af. Det fede ved tågen er, at giver en meget drømmeagtig effekt og fremhæver broen på en helt fantastisk måde.


Vi sluttede dagen med at spise lækker mad på en restaurant, hvor udsigten så nogenlunde sådan ud. Billedet her er taget uden for og viser Golden Gate Bridge indhyldet i tåge og med solnedgang i baggrunden (klik evt. på billedet:)).


Vi var også ude at se lidt natur. Her er det en flok søløver i Santa Cruz. Jeg håbede inderligt, at en haj ville komme forbi, men der skete desværre ikke noget:)


Denne her kunne ikke finde ud af det, men alle andre søløver kom flyvende op af vandet som projektiler og landede meget kontrolleret/elegant på plankerne, hvor de lagde sig til at sove i sikkerhed fra farerne i vandet.


Man kan måske ikke lige se det, men Monterey Bay skulle være et fantastisk sted om sommeren grundet den meget smukke natur. Byen virkede sæsonafhængig (lidt a la Skagen), så der var meget stille, da vi var der.


En anden grund til bugtens store popularitet er dens rige dyreliv. Ude i vandet findes der en undervands-Grand Canyon, der er næsten halvanden kilometer dyb. Forskere mener, at Colorado River i sin tid "udgravede" kløften ligesom den "rigtige" Grand Canyon, og at bugten siden hen er blevet oversvømmet. Kløften gør, at det varme vand i overfladen konstant blandes med køligt næringsrigt vand fra bunden, hvorved en masse livsformer opstår. Det tiltrækker blåhvaler, pukkelhvaler, gråhvaler, spækhuggere og delfiner - og det skal jeg snart udnytte! :)


Vi slutter af med et billede af en af bugtens andre beboere; havodderen. Den charmerende fætter er her ved at knuse en muslingeskal på brystet med en sten. Vi var heldige at se dem tæt på, da de ellers normalt lever længere ude i vandet. Grunden hertil var, at den havde en lille unge.

mandag den 19. oktober 2009

Verdens sejeste æble

Invest in Denmark afholder to gange om året et tre dage langt møde for hele Nordamerika-teamet, dvs. kontorerne i Toronto, Silicon Valley og New York. Til mit store held var det N.Y.-afdelingens tur til at være værter, så jeg indløste min flybillet fem dage før mødet og drog mod The Big Apple, hvor jeg mødtes med Fiona fra England.
Jeg havde forventet, at det ville blive spændende at se byen, men samtidig også lidt trættende i længden med masser af larm og trængsel. Sådan gik det slet ikke; jeg er tværtimod faldet pladask for byen! På trods af sin størrelse og hektiske menneskemylder er byen kendetegnet af en cool, højt-til-loftet-agtig stemning, som lynhurtigt fik mig til at føle mig hjemme. Med et stramt program og et mindre godt kamera er den slags stemning svær at fange, så jeg har i stedet strikket en lille billedeserie (husk at man kan klikke på billederne) sammen af mere eller mindre verdensberømte sights, som jeg er sikker på, at "ægte" new yorkere afskyr;) Jeg anbefaler, at man selv drager til New York og mærker denne fantastiske metropol på egen krop.


Vi boede på dette hostel på Upper East Side. For $20 per mand per nat fik vi et super godt værelse med fladskærmstv, rent sengetøj og håndklæder og to vinduer ud mod gaden. Kan kun anbefales!


Jeg var landet med morgenflyet efter at have sovet sammenlagt 40 minutter den nat. Et drilsk, hævet knæ havde holdt mig vågen, og det hjalp ikke på det, at personalet ombord på flyet ikke ville give mig noget at drikke selvom, jeg tilbød at betale for det(!), så jeg sad og stirrede ud i luften med en udtørret tunge klistrende til ganen. God start! Men takket være Starbucks på hvert gadehjørne og stærk amerikansk medicin holdt jeg førstedagen gående uden de store problemer. Her er det Chrysler-bygningen fra 1930.


St. Patrick Cathedral er i virkeligheden en kæmpe bygning, men i N.Y. ser den klein ud.


Fra Rockefeller Center havde vi et 360 graders vue ud over Manhattan. "The Rock", som centret kaldes, er lige lidt højere end de fleste naboer.


Jeg vil gerne have kredit for at forsøge at differentiere mig fra de fleste andre must-see-jagende turister, som vælger at tage op i Empire State Building i stedet for "The Rock" - det betyder nemlig, at de ikke kan få dette billede, HA! :)


Udsigt over Central Park. En eller anden klaphat har åbenbart fundet det nødvendigt at placere glasruden i bunden af billedet tre meter fra den indhegning, som vi forvejen stod bag. Til min store irritation!


Vi havde generelt udmærket vejr, på nær lige da vi skulle igennem Central Park.


I alle parker på Manhattan er der masser af egern. De er enormt tamme, og som det ses, forventer de, at man fodrer dem, når man tillader sig at gå ind i deres park. De fik ikke en hujende fis! :)


Endnu en must-see: Times Square. Faktisk er stedet på mange måder ganske forfærdeligt; alt, alt for mange mennesker og i det hele taget for turistet efter min smag.


Mit favoritområde på Manhattan er indtil videre West Village (Grenwich Village, Soho, Noho og Meatpacking District tilsammen). Her var der stille og masser af cool butikker og mennesker.


Mere West Village.


Ikke det bedste billede, men blot for lige give et bedre indtryk af det hyggelige område. Her en gade i Meatpacking District.


TADAAA! I West Village fik jeg det bedste stykke chesse cake, jeg nogensinde har smagt - og det siger ikke så lidt;) Jeg skrev nøje navnet ned på bageriet, så jeg kunne imponere mine New York-kolleger et par dage senere med, at jeg havde fundet et sted, de blev nødt til at besøge. Da jeg stolt fortalte dem om dette lille sted kaldet Magnolia Bakery, grinede mine kolleger til min store forbavselse højlydt ad mig. Det er åbenbart et verdenskendt bageri, fordi damerne i Sex And The City ofte besøger stedet... øv....



Lower East Side er også et meget hipt område med masser af barer og spillesteder. Layoutet er mere råt end i West Village, se blot denne dør...


... Og denne bygning.


Der er reklamer, klistermærker og statements overalt. Også på lyskurvene, som hænger uden for selv min rækkevidde.


Hvem ved....?


På vej sydpå slog vi et smut forbi Wall Street for at kapitalismens vartegn nummer et, New York Stock Exchange.


Længere sydpå ligger Battery Park, hvorfra vi tog færgen til Staten Island. Her ses udkanten af Financial District.


Manhatten set fra stik syd. I gamle dage havde de to World Trade Center tårne raget godt op på dette billede.


Apropos World Trade Center, så er dette status på Ground Zero.


På vej til Staten Island kom vi forbi USAs svar på Den Lille Havfrue, Frihedsgudinden. Pæn nok, men egentlig lidt fesen - ligesom Den Lille Havfrue :)


På sidstedagen inden mødet var jeg alene på farten, så jeg drog mod Brooklyn. Her ses Brooklyn Bridge og Manhattan. Broen er i øvrigt verdens første bro med stålophæng og stod færdig i 1883 efter 14 års arbejde. Ingeniøren bag broen nåede aldrig selv at sætte byggeriet i gang, da han blev skubbet i vandet en dag og døde af stivkrampe-forgiftning. Hans søn fik derimod gang i byggeriet, men døde af dykkersyge, efter at han havde hjulpet til med at lave bundudgravninger til vesttårnet. Det lykkedes sønnens kone at få gjort broen færdig, selvom 20 arbejdere døde i processen. Da broen endelig stod færdig, blev 12 mennesker trampet ihjel efter, at en fodgænger på broen skabte stor panik ved at joke med, at broen var ved at styrte sammen. Super projekt!


Lige ved siden af Brooklyn Bridge ligger Manhattan Bridge, her set fra en gade i Brooklyn.


Fra Brookyln Heights har man en god udsigt over til Manhattan. (Er I snart mættede af den skyline?;))


Brooklyn er det nye hotte område, og flere og flere hippe mennesker flytter herover. Man siger, at Brooklyn er det rigtige New York og det, Manhattan engang var. Det er dog bare et spørgsmål om tid, inden det ændrer sig, idet huspriserne i nogle områder af bydelen er steget med over 300% inden for de seneste år.


Om aftenen vendte jeg tilbage til Manhattan, hvor jeg tjekkede ind på firmahotellet. Her fik jeg et kæmpe værelse på 19. etage, hvor dette var udsigten fra mit badekar. Det er hårdt at være offentligt ansat!